Som at holde en tiger i halen. Når man ikke kan give slip af angst for hvad der sker når man slipper grebet og det store monster vender sig imod een og fortærer en.
Sådan har jeg det nogle gange i mit ægteskab. Som om alle døre er blokerede og det eneste der binder os sammen er angsten for hvad der sker, når ikke vi kan sælge huset, dele gælden og komme videre på en ordentlig måde.
Som jeg har satset alt på den forkerte hest, og nu bare må bide i det sure æble og ligge som jeg har redt. Mens hele verden griner af mig og tænker, “hold kæft en tossegod idiot hun er”.
Og alligevel er jeg her. Jeg er ikke på vej videre. Efter næsten 20 års ægteskab. Bryllupsdage vi ikke fejrer – men skåler med hinanden over et stille glas vand. Gode middage i hinandens selskab. Eller i isnende tavshed.
Når skuffelse og frustration går hånd i hånd. Og ugens højdepunkt er en tur i matas med det gavekort jeg fik til jul. Eller et ildfast fad fra Aldi. Fordi det står så godt til mine øjne?
Og hvorfor bliver jeg. Fordi jeg ikke har andre steder at gå hen, mangel på muligheder? Jeg ved det ikke. Jeg må tage een dag af gangen. Det sure med det søde. Der var engang vi lovede hinanden at det skulle vare så længe det var sjovt. Er det sjovt?
Til døden os skiller. Eller ægteskabet. Eller skilsmissen.
